Brøndby Hallens Historie

Brøndby Hallen stod klar til ibrugtagning den 1. januar 1973 som Danmarks største idrætshal og har været rammen omkring store nationale og internationale sportsbegivenheder, alverdens musikstjerner, udstillinger, messer mv.

Brøndby Hallen er tegnet af arkitekterne Ammentorp & Haubroe og statiske beregninger er udført af rådgivende ingeniører Lemming og Eriksson og opført af ingeniørfirmaet Bruun & Sørensen A/S, Århus.

Brøndby Hallen blev oprindeligt bygget som skøjtehal, beregnet til is-sport. Derudover havde man et mobilt sports-trægulv, som kunne lægges direkte på isbanen.. Dermed kunne Brøndby Hallens funktion på få timer ændres fra skøjtehal til f.eks en håndboldhal, hvilket udgjorde en stor fleksibilitet, som var med til at gøre hallen attraktiv for alle indendørs idrætsgrene.

Hallen har dannet rammen omkring mange store begivenheder indenfor koncerter med f.eks. ABBA, Elton John, Queen m.fl. og på den sportslige front med verdensmesterskaber og europamesterskaber i håndbold, ishockey og ikke mindst skøjteløb og isdans som f.eks. Holiday On Ice.

Brøndby Hallen er forsynet med et stort antal omklædningsrum, klubrum, bordtennis- og judolokale.

Brøndby Hallen har sin egen Restaurant med indrettede selskabslokaler og adgang til VIP-lounge med udkig til hallen. Restauranten er forpagtet ud til Idrættens Hus Hotel & Konference, som står for den daglige drift af restauranten. Det vil sige at de står for forplejning til alle mødelokaler i Idrættens Hus. Derudover anvendes en del af restauranten som daglig kantine for medarbejdere i Idrættens Hus. Forplejning til arrangementer i Brøndby Hallen varetages ligeledes herfra. 

Hallen blev i 1994 ombygget fra ishal til sportshal med trægulv, hvilket har betydet at der nu afholdes mange flere forskelligartede arrangementer end tidligere.

Brøndby Hallen gennemgik i 90’erne en total modernisering og det er efterfølgende højt prioriteret at vedligeholde og forny faciliteterne således, at hallen hele tiden kan leve op til de store krav, der stilles til professionalisme, service, kapacitet og udbud af muligheder.

Siden år tusindskiftet er prioriteringen af hallens beskaffenhed ikke blevet mindre. Hallen bliver løbende blevet renoveret og moderniseret. Der er blandt andet foretaget akustikforbedring i både hal og foyer. Facaden har fået nyt ”look” med blå trapez-plader. Hallens gamle lysstofrør er udskiftet til LED-lys. Taget på hallen blev efter næsten 50 år (i 2022) udskiftet.

Således fremstår den nu over 50 år gamle Brøndby Hal flot og velholdt.

Op gennem ´10’erne er der løbende udført større renoverings- og vedligeholdelses arbejder på og i Brøndby Hallen.

Hallen har fået nye porte og ny vægfacadebeklædning.
Indvendig blev der lavet en ny trappe, således at man nu kan gå direkte fra omklædningsrummene i kælderen og op til møde-/konferencelokaler og administrationen på 1.sal..
Endvidere er der sat akustikforbedrende plader op på væggene inde i hallen.

Facadens væg fik i 2011/2012 et facelift med grå trapezplader og hallen fik nye indgangs-/nødudgangsdøre.

I foyeren blev der lagt en ny pur-behandlet gulvbelægning og opsat ny akustikforbedrende loftbeklædning samt nye lyskilder.

Trægulvet i hallen gennemgik i 2015 en omfattende renovering i form af udskiftning af stave i gulvet, afslibning, lakering samt ny opstregning af baner til badminton og håndbold.

I 2017 blev skiltet “BRØNDBY HALLEN” over hovedindgangen udskiftet med en stor flot LED-skærm.
Skærmen gør det muligt at annoncere kommende events, hvilket også er med til at gøre Brøndby Hallens facade mere levende.

Derudover blev alle toiletterne i foyeren moderniseret.

I 2018 blev tagfacadens grå plader udskiftet med blå trapezplader, som har givet facaden et helt andet, mere karakteristisk og “moderne” look. Samtidig er der monteret 7 stk. wall up/down lamper på tagfacaden og alle vinduesrammerne er blevet malet.

I 2019 blev der sat ny belysning op inde i hallen. De traditionelle lysstofrør blev i hele hallen skiftet ud til LED-rør, som er en mere energibesparende og miljøvenlig belysning.